Det klasseløse sprog

Udstilling med Sidsel Carré, Signe Frederiksen og Anne-Mette Schultz, organiseret af Signe Frederiksen, i Morsø Kunstforening 26. marts – 8. maj 2016

05s

Omvisning Torsdag d. 24/3 og fredag d. 25/3 – begge dage kl. 11 og 13.

Fernisering Lørdag d. 26/3 kl. 11-13

Videofremvisning Lørdag d. 26/3 kl. 14 i Bio Mors

Støttet af Statens Kunstfond

Pressemeddelelse:

Kære publikum

Jeg er vokset op i Nykøbing Mors, jeg har fisket krabber og drukket øl ved Østerstand, før jeg stiftede bekendtskab med kunstverdenen i København og senere i Paris. Hvad har Mors at gøre med Kunstakademiet i København, med Paris eller Lyon, hvor jeg bor og arbejder i dag? Kunsten skal ud i provinsen, helt ud i “den rådne banan”, hvor den kan bruges til at skabe vækst, forlyder det. Men alligevel synes støtten og opmærksomheden at være rettet mod centrum og mod os, de unge kunstnere. Når jeg har inviteret to kollegaer og placerer vores samtale i Nykøbing Mors, er der også politik i det. Jeg har en formodning om, at jeg her vil møde en anden måde at anskue kunsten på. Invitationen til at udstille i Morsø Kunstforening går igennem mine personlige tilhørsforhold, og jeg er glad for at blive spurgt. Det giver anledning til at finde en forbindelse og et sprog, der ikke gør afstanden uoverkommelig.

Jeg har inviteret Sidsel Carré og Anne-Mette Schultz til at udstille sammen med mig, fordi de  begge to, på hver deres måde, har andel i mit arbejde, og fordi jeg er involveret i deres.

Sidsel har bevæget sig fra maleriet til en praksisform, der inkorporerer det sociale i udviklingen og udførelsen af arbejdet. Hendes måde at tænke på er som noget vævet og flerdimensionelt, noget flimrende, der bevæger sig parallelt på flere områder. Måske har det at gøre med Sidsels hang til det litterære. Hendes arbejdes kompleksitet og hendes manglende interesse for ideen om den sammenhængende kunstnerfigur og tilhørende produktion fungerer som et spørgsmål til konventionelle definitioner af kunstneren og det kunstneriske arbejde.

Anne-Mette opererer med en forestillet arkitektur, som et billede på sit kunstneriske arbejde. Arkitekturen er en måde at strukturere arbejdet på. I forskellige afdelinger foregår henholdsvis det skulpturelle arbejde og tænkningen. Der er elektriske forbindelser mellem afdelingerne. I Anne-Mettes arbejde findes en orden, som har med sprogets måde at skabe sammenhæng på. Skulpturernes humor stammer også fra sproget. Deres fremtoning har et pikant erotisk og samtidig kommunalt strejf. I bogen Institut for Anvendt Tale samles tænkningen og det skulpturelle objekt. Til bogen knytter sig et narrativ, som iværksætter nye figurer og aktiviteter.

Mens vi har arbejdet på udstillingen, har jeg haft teksten Det klasseløse sprog fra 1971 af Inger Christensen liggende på skrivebordet. I teksten skriver Christensen, at hun, som forfatter, hverken ønsker at være formidler eller meningsproducent, men at hendes mål at påvirke af blindheden. Jeg har oversat Christensens udmelding om forfatteren til at omhandle det kunstneriske arbejde og dets møde med publikum i udstillingssammenhængen. Det er en præmis for kunsten, at den gerne må være umulig (modsat journalismen, modsat politik). Kunsten er måske mystisk, men den har med virkeligheden at gøre.

Signe Frederiksen