Finn Have

I de senere år har jeg malet meget fra Mors og udgivet bøger med motiver fra Mors. Derfor er det naturligt, at denne udstillings billeder alle er motiver fra Mors. Mit atelier på Mors er tæt på barndommens land og naturen. Atelieret ligger op til det store vandspejl i Dråby Vig og giver lys til malerierne. Fascinationen af lyset og de skiftende årstider, tæt på elementerne, er afgørende for disse malerier.

Finn Have. Skibsted.

Maleprocessen op til udstillingen er blevet en pause i et andet projekt, som jeg har arbejdet med de sidste fire år, hvor jeg har rejst til storbyer og opsøgt de menneskeskabte ÅNDEHULLER. Parker, byhaver m.m. i europæiske byer samt i Japan, Brasilien og USA. De vil blive vist ved en separatudstilling på Randers Kunstmuseum med fernisering 14. oktober 2017.

Finn Have.

På værkstedet i Odder havde jeg tre uafsluttede store malerier, alle 249×120 cm. Da mine atelier ikke har den fornødne højde til at de kunne være der, så jeg mig om efter et midlertidigt atelier, og her havde jeg det held, at Morsø kommune netop havde købt Monas hus. Her har jeg arbejdet med de store malerier og har haft mulighed for at se de øvrige Mors-billeder til udstillingen i en sammenhæng.

Finn Have. Udsigt fra Skarregård.

Arbejdet her har desuden været et minderigt deja-vu. Da jeg en del af min barndom boede i kvarteret. Så ud over tanker omkring malerierne er mindelser om en forgangen tid poppet op i mit hoved. Den del kan jeg selvfølgelig ikke formidle i malerierne, men for mig personligt har det været en dejlig proces.

Se mere om min uddannelse og arbejde på  www.finn-have.dk  eller på min facebookside.