Rejser og eventyr

Helga Exner udstiller smykker og Bjarke Regn Svendsen malerier

Eventyrlige smykker

Betegnelsen “eventyrlige smykker” passer godt på mange af mine smykker, fortæller Helga Exner. Jeg arbejder ofte med et bestemt tema i længere tid; det resulterer så i en udstilling, hvor smykkerne sammen giver en helhedsoplevelse. Temaerne kan være meget forskellige: En flok vadehavsfugle, en skov af kaprifolieblomster, et portræt af en renaissancekvinde eller som i en udstilling fra de sidste år, hvor antikke böhmiske granatbrocher var blevet til moderne unikasmykker.

Født 1939 i Jablonec, Tjekkiet, udlært 1959 som guldsmed i Bad Godesberg, Tyskland. Flyttede til Danmark 1961; gift med Bent Exner. Fælles guldsmedeværksted med Bent Exner indtil 1983; derefter eget værksted i Odder.

helgaexner.dk

Bjarke Regn Svendsen

På visuel opdagelsesrejse

Mit udgangspunkt er nyrealismen i 70’erne med en realistisk gengivelse af hverdagens mere eller mindre tilfældige omgivelser, fortæller Bjarke Regn Svendsen.

Det var øjenåbnende at finde “det skønne”, hvor jeg mindst ventede det. Ligesom den rejsende oplever alt det nye med skærpede sanser. De senere år er mine motiver hentet netop på rejser. Men, som de fleste nok har oplevet det, oplever man også det hjemlige med helt nye øjne, når man vender hjem igen. Hverdagen bliver igen eksotisk. Mit omdrejningspunkt er fortsat den saglige gengivelse af motivet, men i den kunstneriske udvikling er jeg også stadig på rejse mod det ukendte. De seneste år har jeg således arbejdet en del med uskarpe og “mislykkede” billedforlæg.

Udstillingen på Holmen viser nye og ældre eksempler på motiver fra diverse rejser og hjemlige lokaliteter. Olie på lærred.

Bjarke Regn Svendsen. Født 1949.

Repræsenteret bl.a.: Statens Museum for Kunst. Vejle Kunstmuseum. Skive Kunstmuseum. Sønderjyllands Kunstmuseum. Esbjerg Kunstmuseum. Fuglsang Kunstmuseum. Kunstmuseet Brundlund Slot. Ribe Kunstmuseum. Museet for Religiøs Kunst. Kunstbygningen i Vrå, Engelundsamlingen. JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum. Collezione AMO, Olevano, Italien. Vardemuseerne. Ny Carlsbergfondet. Statens Kunstfond. Medlem af: Vrå-udstillingen, Vestjyllandsudstillingen og Kunstnersamfundet.

bjarkeregnsvendsen.dk