Revl og krat

Hanne Stochholm Exe og Allan Stochholm

Narrativ kunst med strejf af surrealisme

Hanne Stochholm Exe arbejder primært med blandede former – assemblage – skulptur – objekt-trouve – ready-made – art books. Hun arbejder dog også med større installationer og udsmykninger. Som udgangspunkt tager hun inspiration fra konkrete materialer og deres indbyggede historier; eksempelvis vindpap, madpapir, vatrondeller, jern og metaller, skeletter og sandspartel. Hun bearbejder også genstande fundet i naturen, på gaden og på genbrugsstationer. Det er materialerne og deres muligheder for at tale sammen og smelte sammen i et skulpturelt ikonisk udtryk, der er målet for processen.

Allan Stochholms værker er fortællinger, der er fastholdt i et enkelt billede. Men som i andre fortællinger er der altid et før og et efter billedet. Her kommer beskueren ind som meddigter af værket. Det kaldes den narrative metode. Inspirationen og fortællingerne udspringer af begivenheder og oplevelser i det sociale/politiske liv, i tekster, i sproget, helt ned til det enkelte ord f.eks. “Svinebaron”, eller en sætning som “jeg skulle aldrig være begyndt”. Allan Stochholm arbejder med figurative elementer, der støder sammen og bliver til et slags magisk “realistisk” udtryk, der ofte er åben for tolkning. Hans arbejdsmetode er præget af mange år som tegner og illustrator, hvor andres ord/tekster har været udgangspunkt for inspirationen.

Udstillingen kan ses til og med søndag 9. august. Der er åbent på Holmen torsdag-søndag kl. 14-17