Luise Haugen, Dorthe Steenbuch Krabbe og Caroline Krabbe udstiller maleri og keramik på Holmen 03.08.19 – 29.09.19.
Åbning lørdag 3. august 2019 kl. 11.00.
Udstillingen åbnes af Lauge Larsen, medlem af Regionsrådet for socialdemokratiet, Region Nordjylland, og tidligere borgmester og formand for kulturudvalget i Morsø Kommune.
Luise Haugen
Så fint som silke, så stærkt som stål
Før vi kigger nærmere på Luise Haugens billedsprog, kan det være af værdi at placere det i en større sammen-hæng blandt de mange kunstneriske måder, man kan udtrykke sig på i dag.
Selv i den nuværende mangfoldighed af stiludtryk kan man tale om nogle grundlæggende modsætninger. Ser man, for maleriets vedkommende, bort fra den grundlæggende opsplitning i henholdsvis figuration eller abstraktion, drejer det sig om modsætningen mellem en ekspressiv og intuitiv måde at udtrykke sig på og en, der er mere stram, disciplineret og analyserende. Man finder naturligvis et utal af overlapninger, men helt basalt kan man stadig med god ret tale om analyse over for intuition og disciplinær beherskelse over for spontan ekspressivitet.
Det spændende ved Luise Haugen er, at hendes kunst overskrider præcis disse modsætninger. Har man først konstateret, at hendes billedverden er helt nonfigurativ, er det bemærkelsesværdige nu, at den ikke falder i én bestemt kategori. Grunden hertil er først og fremmest materialevalget. Luise Haugen arbejder konsekvent med akryl og silkepapir på lærred. Silkepapirets gennem-sigtighed giver en æterisk og poetisk effekt i forhold til akrylfarvens cremede og nogle gange påtrængende stoflighed. Et forhold, der udnyttes med stort raffinement og følsomhed i billederne. Det skrøbelige papir danner også et fint netværk af små rynker og folder, hvilket, når flere lag papir lægges ovenpå hinanden, medfører en reliefagtig collageeffekt givende tyngde og materialitet.
Luise Haugen formår i sine billeder at veksle mellem det roligt meditative og det voldsomt dynamiske, ligesom nogle malerier kun består af få tynde og æteriske lag, mens andre er domineret af tyktflydende farve og vægtige former. Variationen i rytme og dynamik er uendelig, som var der, for at henvise til musikkens verden, tale om alt fra blide klassiske toner over barokkens springflod af tonaliteter til hård rockmusik og meditativt virkende ambient.
I ét billede dominerer gennemsigtige overlappende farvefelter, i et andet stjæler en massiv sort rektangulær masse hele opmærksomheden, mens man i et tredje ser en strøm af elliptisk energi pulsere tværs hen over billedfladen. Også hvad angår farveholdningen er variationen enorm. Glødende orange og violette toner stråler ud fra ét maleri, et andet er overtaget af dunkle mørke farver, hvor et lille strejf af citrongult til gengæld virker så meget desto stærkere, mens et tredje billede spiller på et register af dæmpede hvide, grå og sorte nuancer. Luise Haugens suveræne materialefornemmelse og usædvanligt sikre farveforståelse har skabt en billedverden, der på én gang er kompleks og dynamisk, rå og blid og elegant og poetisk. Det er, kort sagt, rigtig, rigtig godt.
Tom Jørgensen
Kunstanmelder på Jyllands-Posten, redaktør af Kunstavisen
Caroline Krabbe
Rum til alenehed
Malerierne er blevet til i mit hjem i Frigiliana, en lille bjerglandsby ved Middelhavet, Andalusien. Her har jeg boet i 37 år, siden jeg var 10 år gammel, og mit maleri er tydeligvis påvirket af min dagligdag her, samtidig med at man jo aldrig helt slipper sine rødder.
Men det er egentlig ikke det ydre landskab, man oplever i mine billeder. Intentionen med, og temaet i mine malerier, er på sin vis at trække lyset ud af mørket. Ikke det sædvanlige og modsatte, som vil være at male lyset og derefter male små fine skygger. Nej, det er ikke dér, jeg vil hen.
Intentionen er at udtrykke den ensomme fornemmelse der fremkommer, når vi står alene med os selv. Måske befinder vi os ude i natten, i månens stærke lys, og fornemmer hvor storslået naturen er, proportionalt i forhold til mennesket i sin styrke – og hvor ensomme vi mennesker i bund og grund føler, vi er: Vi kan være omringet af mennesker, men stadig være alene. For når det kommer til stykket, er vi jo vitterlig alene med os selv.
Den person, vi er inden i, den del af os selv, som vi aldrig viser til andre, eller ikke kan blive ved med at vise til andre, såsom vores bekymringer, skrøbelige erindringer eller drømme, er vi stort set alene med. Det er den fornemmelse af ensomhed helt dybt inde i sjælen, jeg gerne vil have skal komme til udtryk i mine billeder.
Det er ikke en ensom og trist maler, der har malet disse malerier. Det handler ikke om en negativ eller destruktiv ensomhedsfølelse eller alenehed. Det behøver nemlig ikke at være dårligt at beholde nogle ting for sig selv. At være alene med sig selv. Det er det indre rum, hvor vi værner om det “rene” i os, der har til huse inde under alle de lag, som livets gang, time efter time, dag efter dag, år efter år, efterlader på overfladen.
Aleneheden
Den smukke, skrøbelige og fine følelse, som kan mærkes helt derinde, er den jeg gerne vil trække ud og gøre vedkommende.
Caroline Krabbe
Dorthe Steenbuch Krabbe
Skønhed og afmagt · Om Dorthe Krabbes stentøjsskulpturer
Blandt de mange forfærdelige indtryk, man fik af 9/11-tragedien i 2001, var synet af to ødelagte kæmpetårne liggende som strandede hvalskeletter. Nogle af New Yorks to mest markante bygninger reduceret til murbrokker på grund af en håndfuld menneskers ufattelige ondskab.
Et helt andet sted i verden sker den samme ondskab dag ud og dag ind og har gjort det i nu mange år. Syrien er blevet et land, vi ikke mere hører så meget om bortset fra én ting: de store flygtninge-strømme, der har forandret det politiske billede i Europa. De mennesker, der stadig lever i landet, har vi i realiteten glemt og opgivet i en konflikt, der tilsyneladende bare bliver ved og ved.
Det er dette land og disse grusomme begivenheder, Dorthe Krabbe sætter fokus på med sin seneste serie af stentøjsskulpturer. Som med de sammenstyrtede tårne på Manhattan er det bygningerne, som har fanget hendes interesse. Eller rettere: det, der er tilbage af dem. I nogle holdes strukturen stadig sammen af massive bærende søjler. Andre er begyndt at kollapse og skride til siden, mens andre igen er bukket under og nu står som ruiner. I én skulptur ser man den direkte årsag til ødelæggelsen: skud- og granathuller, der har gennemhullet væggene, som var det en schweizerost. For det meste ser vi dog ikke direkte spor af selve de destruktive handlinger. I stedet opererer Dorthe Krabbe med en form for farvesymbolik. De sorte og røde farver, der dominerer skulpturerne, er i første omgang de meget håndfaste spor af krigen: sværte, aske og glødende ild. Farver har det dog med også at tale til vores følelser, og det er svært ikke at se den sorte farve som et billede på ondskab og destruktion, og den røde som et billede på blod og smerte.
De stærke følelser, man får ved at betragte Dorthe Krabbes skulpturer, sættes i relief af det forhold, at abstrakte skulpturer ofte har en helt anden betydning. Det havde de i hvert fald for billedhuggere som Robert Jacobsen, hvis konkret abstrakte skulpturer fra 40’erne og 50’erne signalerede elegance, vægtløshed og optimisme. Ikke her. Troen på en ren og fri geometrisk kunst, der kun handler om sig selv, er i både bogstavelig og overført betydning kollapset. Virkeligheden har trængt sig på og fortrængt drømmen om den optimistiske og om sig selv kredsende abstraktion. Det grove stentøjsler, som skulpturerne er lavet af, understreger alt dette. Den ru og kornede overflade ligger så langt fra den stålblanke elegance, man f.eks. finder i Børge Jørgensens abstrakte skulpturer fra 1970’erne og 80’erne, som tænkes kan. Dette er skulpturer med kant, med trods og afmagt og med smerte.
Og så alligevel. Som de står der, de fleste 40-80 cm høje, to af dem i menneskestørrelse, kan man ikke lade være med at opfatte Dorthe Krabbes skulpturer som smukke. På trods af den smertefulde historie, de vil fortælle. På trods af den destruktivitet, der også formmæssigt præger dem, er deres fysiske tilstedeværelse i rummet markant, meget håndgribelig og meget sanselig. Skønhed, vrede og afmagt kan godt være til stede i et kunstværk på samme tid. Det gør måske kun dets relevans endnu større.
Tom Jørgensen, Kunstanmelder på Jyllands-Posten, redaktør af Kunstavisen
