Det er tredje år i træk, at Kunstnersammenslutningen Corner står på to ben. Det ene ben er den 92-årige traditionsbundne københavnerbegivenhed på udstillingsstedet Gammelgaard, det andet ben er sparket højt op og langt ud, plantet i sandjord og fjordvand på begge sider af Limfjorden som en ny energifyldt rebel her i det nordvestlige Jylland (citat Kunstavisen oktober 2023).
Første år holdt Cornerudstillingen flyttedag, anden gang var en selvstændig begivenhed, men tredje gang bliver en ny kuratering i forhold til Corner Vest 2022 og 2023. Tidligere blev de deltagende Corner-kunstnere delt i to grupper, som henholdsvis udstillede i Thisted og Nykøbing. I år bliver kunstnerne så vidt muligt repræsenteret med værker begge steder. Den model giver mulighed for en mere eksperimenterende ophængning, hvor kunstnerne i højere grad bringes i dialog med hinanden, og rummenes særlige karakterer udnyttes fuldt ud. Kunstforeningen Det Ny Kastet og Morsø Kunstforening af 1961 håber, at Corner Vest på den måde virkelig kommer til at sparke liv i tingene uden at stivne i en bestemt form.
For kunstnerne i Corner og de skiftende gæsteudstillere er der tale om et udstillingsfællesskab på tværs af geografi, generationer, køn og praksisser – med et bredt funderet syn på figurative fortællinger, som er Corners kendetegn.
Fællesskabet står i højsædet for denne udstilling, som en naturlig forlængelse af kunstnersammenslutningernes grundidé om at løfte i flok. Det indrammer også Corners møde med Det Ny Kastet og Morsø Kunstforening af 1961 og deres omsluttende foreningsstruktur.
Corner har siden 1932 formidlet en figurativ tradition inden for det danske kunstliv. Fortællingerne udføres i maleri, tegning, grafik, skulptur, foto og installation. Ældre og yngre kunstnere kommer hver især med deres forskellige bud på kunst, som samtiden kan spejle sig i. Corners kunstnere kuraterer udstillingen sammen med DNK og MK61. Foruden deltagelse af en stor del af sammenslutningens egne medlemmer er der inviteret gæstekunstnere til at tage del i et udvidet fællesskab: Camilla Thorup, Lisbeth Bank og de nyligt uddannede billedkunstnere Mathias Riis Andersen, Oscar Yran, Frej Niemann Lundrup og Anne Mie Bak. De er alle med til at sikre den fortsatte fornyelse i Corner Vest og de fortsatte fortolkninger af figurationen.
Udstillingen på Holmen åbnes lørdag 26. oktober kl. 11, mens udstillingen på Det Ny Kastet åbnes allerede fredag 25. oktober kl. 16. Flere af de udstillende kunstnere vil være til stede ved begge åbninger.
Udstillende kunstnere:
Martin Askholm, Elisabeth Bergsøe, Linda Bjørnskov, Jens Bohr, Per Baagøe, Uffe Christoffersen, Claus Handgaard, Finn Heiberg, Lars Heiberg, Tove Hummel, Elisa Jensen (US), Jacob Jørgensen, Kirsten Klein, Matway, Mogens Nørgård, Anne Marie Ploug, Jens-Peter Kellermann, Christian Schmidt Rasmussen, Lars Ravn og Claus Ørntoft.
Gæster:
Lisbeth Bank, Camilla Thorup, Anne Mie Bak, Mathias Riis Andersen, Freja Niemann Lundrup, Oscar Yran og Dina Lundvall Nielsen.
Kunstforeningen Det Ny Kastet: 25. oktober – 21. december. Torsdag og fredag 14-17. Lørdag 11-13.30
Morsø Kunstforening af 1961: 26. oktober – 5. januar. Torsdag-søndag 14-17