Kunstforeningerne på Mors og i Thisted præsenterer i samarbejde med Kunstnersammenslutningen Corner et bredt udsnit af sammenslutningens medlemmer.
Det er samtidskunst af høj kvalitet og mangfoldighed i former, teknikker og udtryk.
Salgsudstillingen vises sideløbende i de to foreninger. Værkerne fordeles ligeværdigt, så der er god grund til at besøge begge steder.
Corners årsudstilling 2023 foregik på udstillingsstedet Gammelgaard i Herlev. Nu følges op med Corner Vest, hvor der bliver nogen udskiftning af kunstnere. Nogle fra årsudstillingen er ikke med, mens nogle er med i Corner Vest, men ikke på Gammelgaard. Der udstilles derfor ikke de samme værker i Vest som på Gammelgaard, og ganske vigtigt indgår værker solgt på Gammelgaard ikke i dette års Corner Vest. Udstillingen Corner Vest bliver helt sin egen.
Udstillingens kvalitet fastholdes, så det bliver en udstilling, der afspejler Corners univers: Landskab, dyr og menneske – og det kan, udtrykt af Corner, kaldes traditionelt som ind i helvede, men basalt.
Der vises samtidskunst med alsidighed i stilarter og udtryk, koloristisk, sort-hvid, figurativt og nonfigurativt, udfordrende, men også venligt og forståeligt uanset om det er værker til væg eller rum.
I Corner Vest 2023 deltager 24 medlemmer som udstillere, herunder Kirsten Klein fra lokalområdet. De fleste er danske, men også et par af sammenslutningens internationale medlemmer deltager.
Det Ny Kastet og Morsø Kunstforening af 1961 råder hver for sig over meget forskellige og attraktive udstillingsfaciliteter. I Thisted udstilles i det meget smukke og klassiske gamle Rådhus med spændende lokaler og farver på væggene. I Nykøbing er rammen Holmen med de præsentable moderne, lyse lokaler med højt til loftet og fint udsyn til lystbådehavnen.
Det udfordrer ophængningen. De forskellige muligheder blev allerede i 2022 udnyttet, så forskellene understøttede kunsten. Det skærpes og gøres igen i 2023 i samspil med Corners udstillingsgruppe. Det er Corner, der fordeler værkerne på en kunstnerisk ligeværdig måde og sådan, at der præsenteres lige mange kunstnere begge steder.
De to kunstforeninger er meget tilfredse med, at det er i Nordvestjylland, at Corners nye samlede udstilling vises. Vi håber, at mange også uden for vores geografiske nærområde vil benytte chancen for at opleve et situationsbillede af, hvad der rører sig på den danske kunstscene – og så harmonerer samarbejdet med Corner fortræffeligt med de to kunstforeningers udstillingspolitik, der fokuserer på aktuel, dansk og international rum- og billedkunst.
Det Ny Kastet, Det gamle rådhus, Store Torv, 7700 Thisted
Åbent torsdag og fredag 14 – 17, lørdag 11 – 13.30
Morsø Kunstforening, Holmen 7C, 7900 Nykøbing Mors
Åbent tirsdag – søndag 13-17.
Udstillingen slutter begge steder torsdag 21. december 2023
HUSK: Som medlem af én af foreningerne, har man gratis adgang til begge udstillinger.
Salg: Alle værker i Nykøbing og Thisted er til salg. Medlemmer af Morsø Kunstforening (mindst 3 mdr.) får 10% rabat ved køb af værker.
Deltagende kunstnere Morsø Kunstforening af 1961:
Martin Askholm, Claus Hangaard, Jens-Peter Kellermann, Kirsten Klein, Leif Madsen, Anita Viola Nielsen, Egon Bjerg Nielsen, Anne Marie Ploug, Lars Ravn, MatWay/Matway Slavin og Alba Enström.
Deltagende kunstnere Det Ny Kastet:
Jens Bohr, Linda Bjørnskov, Per Baagø, Uffe Christoffersen, Mogens Nørgaard, Mia Nelle Drøschler, Bente Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Lars Heiberg, Elisa Jensen (USA), Pontus Kjerrman, Tong Wang (S).