Udstillingen åbnes lørdag 17. november kl. 11.
17. november 2018 – 27. januar 2019
Bemærk: Lukket i perioden 22.12.18 til 7.1.19
Karen Kirstine Ballegaard (billeder, skulptur og bøger)
Jens Frimer Andersen (akvarel)
Jens Bredholt (bearbejdede træplader)
Steen Folmer Jensen (assemblage)
Annette Falk Lund (maleri og gouache)
Mette Elimar Jensen (maleri og grafik)
Jonna Juul (keramik)
Otto Gro-Nielsen (sølvsmykker)
Under billedpræsentationerne følger kunstnerpræsentationer i tekst.
Karen Kirstine Ballegaard
Jens Frimer Andersen
Jens Kristian Bredholt
Steen Folmer Jensen
Annette Falk Lund
Mette Elimar Jensen
Jonna Juul
Otto Gro-Nielsen
Karen Kirstine Ballegaard
Uddannet på Ranum Kunstskole, S.A.A.S., (space of advanced art studies), København.
Holbæk Kunsthøjskole og Grafisk Skole, Aarhus.
Medlem af: BKF, KKS, Fyns Grafiske Værksted og Grafisk Værksted Vejle.
– Ingenting forsvinder, alt kommer fra et andet sted, har været brugt før og bliver brugt igen et andet sted, som byggesten i en anden sammenhæng. Denne evige flytten rundt på materiale fascinerer mig, og jeg bruger det i mit arbejde. Jeg samler noget op, bliver optaget af form eller udseende og gemmer det.
Seneste udstillinger:
Brandts 13, Odense og Kastrupgård, Kastrup, Jubilæumsudstilling fra Fyns Grafiske Værksted, 2016/17;
Vadehavsfestival, Esbjerg, “The Tide”, diasserie, 2016; “Poesi i Skoven”, landart projekt, Rebildcentret, Rebild, 2016;
Kirsten Kjær Museum, Thy, KKS Jubilæumsudstilling, 2016;
Jens Frimer Andersen
Jeg arbejder med akvarel med naturen som vigtigste emnekreds. Især fuglene har altid haft min store interesse. Jeg arbejder ofte ude i det fri med skitsebøger for at fange fuglenes bevægelser og farver i naturen.
Jeg er født i 1960 i Lyngby. Siden 1993 har jeg boet og arbejdet i Skårup ved Vejlerne, Han Herred.
Jeg er uddannet på Skolen for Brugskunst, linjen for tegning og grafik i København 1983-88. Har arbejdet som tegner og illustrator med bøger, plakater, foldere, infotavler mm.; har bl.a. illustreret Nordens Fugle for Gyldendals Forlag. Desuden har jeg deltaget på mange udstillinger i hele landet med mine egne mere frie akvareller og tegninger og senest udstillet på udstillingen FUGL på Sophienholm i Lyngby, på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring og på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Jeg er med i kunstergruppen DANE (Danske kunstnere for natur og miljø), som siden 1999 har lavet udstillinger og bøger om danske naturområder. Arbejder også med naturformidling og naturundersøgelser.
Jens Kristian Bredholt
Den “flueøjede bevidsthed” er blevet en del af min bagage. Den sammensatte virkelighed har affødt et væld af nye værktøjer – hvor et af de mest iøjnefaldende er vinkelsliberen. Billederne viser træplader bearbejdet med vinkelsliber og ægtempera. Bevægelsen er et gennemgående tema i billederne – fra fiskere med grønne net på en pæl i Sydindien til får under et flækket træ i Stadil og tangodansene i Buenos Aires.
Den billedkunstneriske indsigt er for mig en livslang blanding af selvstudier, samtaler med kollegaer og egentlig pilgrimsfærd til ikoniske malere som bl.a. Sven Havsteen Mikkelsen og Per Kirkeby.
Jeg har igennem mange år udstillet i talrige kunstforeninger og gallerier.
Undervisning på malerkurser gennem 30 år er ligeledes med til at skærpe den kunstneriske intention.
Steen Folmer Jensen
Forfaldets skønhed
Når jeg bevæger mig rundt i landskabet og især langs kysten, ser jeg mestendels nedad i en evig lidenskabelig søgen efter strukturer, farvesegmenter og fund af efterladenskaber fra menneskelig aktivitet. Som oftest bringes meget hjem og finder plads i mit raritetskabinet af værksteder eller bugnende udhuslagre. Det hænder at jeg – besat af en oprydningsiver – inspireres til at sammenstykke disse fragmenter af forfald til noget der godt kunne benævnes med et fint ord‚ assemblage. Jeg søger at give det et skulpturelt udtryk i al dets gru, men iblandet et stænk humor kan forfaldets skønhed være til at bære, måske blive en oplevelse. En pendant til den gru, der sker derude nu …. skønhedens forfald.
Jeg er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole i København og har, så længe jeg mindes, arbejdet med et billedligt udtryk. Det er især naturens rum og landskabets stemninger, der har været inspirationskilden, og jeg har i forlængelse deraf arbejdet en del med naturens farvepigmenter, som de kommer frem i ler- og askelagene i molerskrænterne på det nordlige Mors.
Jeg har udstillet mine ting rundt om, alene og i gruppesammenhænge. Jeg deltog i åbningsudstillingen “Fuglefri” på Kunstcenter Silkeborg Bad. Her opbyggede jeg en rørsangerrede og en stor vandkunst, et lomvie æg i stål nær indgangen. Tæret af det syrlige kurvand i 19 år måtte det sidste år vige pladsen.
Annette Falk Lund
Autodidakt billedkunstner. Medlem af DBF siden 1999.
Min passion er maleriet. Med oliemaling og gouache arbejder jeg på et groft lærred og et særligt kalkstenspapir – Steinpapir. Jeg er optaget af fortællingen, som bæres enten af mystiske og dragende figurer eller af abstraktionen, der lever af linjer og farver. Tegningen, både som eksterne skitser og inkluderende element, er et centralt redskab, jeg bruger for at finde frem til temaet for det enkelte billede. Det er i godt sammenspil med farven, jeg vælger.
At arbejde med billedfortælling er for mig en slags „Selbstgespräch“, og jeg foretrækker at improvisere i maleprocessen, som jeg beskriver sådan her: En pensel dukker ned i vandglasset. En oilstick farer vild på lærredet. Et stykke tekstil kysser papiret. Gouachen drypper ned og møder sin skæbne. I konstant bevægelse. Udforskende. Tjener ingen formål. Resultatet er allegorier over naturen og mennesker.
Udvalgte udstillinger:
Kunstnernes Sommerudstilling, Tistrup, 2010
“Vanitas”, soloudstilling i Projektraum VON, Berlin, 2011
“Blind date” soloudstilling i Galerie Artae i Leipzig, 2013
“… derfra min verden går”, gruppeudstilling, Frederikshavn Kunstmuseum, 2017.
Mette Elimar Jensen
Jeg er uddannet maler og grafiker fra Det Jyske Kunstakademi. Jeg er medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund, Billedkunstnernes Forbund og Danske Grafikere.
I en periode over tre år har jeg arbejdet med billeder til projektet “Aksel fra Jante”. Inspirationen til billederne har jeg hentet i Aksel Sandemoses “En flygtning krydser sit spor”. Jeg tænker ikke på billederne som illustrationer til teksterne, men mere en oversættelse af ordene i streg, rytme og farve. Jeg holder af at arbejde med liv og streg inden for en afgrænset ramme.
I forbindelse med Kulturmødet 2017 gik jeg rundt med Den Lange Historie. Den Lange Historie er en Artist Book på hjul. Historien har vandret rundt i Jylland og måler nu over 100 meter. Det særlige ved historien er, at den er skrevet af alle de mennesker, den har mødt på sin vej. Historien indeholder hundredevis af grafiske spor. Ingen spor er ens, alle har sat deres helt eget præg. Det er rørende!
Seneste udstillinger:
Den Lange Historie på KUL/Nordkraft og på Kirsten Kjær Museum i foråret 2018.
Novus, BKF Nord og Frederikshavns Kunstmuseum, efterår 2017.
Jonna Juul
Uddannet på Kunstakademiet i Aarhus, 1970-1971.
Jonna Juul fremstiller brugskeramik – inspireret af gamle pottemageres arbejder, bl.a. brugen af begitninger (lerfarver) og klar glasur. Samme teknikker, som pottemagere tog i brug fra ca. år 1.250.
www.visitmors.dk/vaerkstedsbutikkenjonna-juul-gdk602438
Otto Gro-Nielsen
Otto Gro-Nielsen er født i starten af 2. Verdenskrig. Uddannet lærer.
Har undervist i billedkunst, træ og metalsløjd m.m. Arbejder med sølv, tegner og maler.
Jeg har altid tegnet, malet og kreeret. For 25 år siden begyndte jeg at slibe smykkesten. Disse sten skulle indfattes, og det blev indgangen til sølvets spændende verden. Alle sølvsmykkerne bliver håndværksmæssigt bygget op fra grunden. Det kan være ud fra sølvplader eller sølvbarrer, men også ud fra modeller lavet i voks, hvor smykket efterfølgende bliver slyngestøbt. Jeg udnytter mange lokale ting fra Limfjorden i mine smykker. I blåmuslingerne findes en sjælden gang perler, som jeg bruger i ringe, ørestikker og i vedhæng med perlemor som baggrund. Jeg sliber rav og bruger det ligeledes i ringe og hængesmykker. I moleret, der på verdensplan er helt unikt, finder jeg forstenet træ, calcitkrystaller og forskellige fossiler, som jeg bruger i mine smykker. Alt sølvarbejde er udført i sterlingsølv. På mine rejser laver jeg altid skitser eller akvareller af de særprægede landskaber eller seværdigheder, vi ser. Det har betydet timevis af spændende koncentration. Men også, at det, jeg har set og tegnet, lagrer sig i min erindring. Næsten alt, jeg tegner og maler, er præget af min store glæde for naturen.
Se mere på www.mk61.dk og https://www.facebook.com/morsoekunstforening
Billeder fra ophængning og åbning præsenteres på disse sider.