MK61 indleder sæsonen med en sprælsk udstilling.
Birte Mølgaard udstiller akvarel og maleri og ofte i blandede teknikker. Motiverne er hentet i hverdagens sansninger og gengivet finurligt med rum for fortolkning.
Sverre Tveito Holmen udstiller fabulerende keramik i form af collageskulpturer med sammenstillede genkendelige objekter fra hverdagen.
Udstillingen blev åbnet lørdag 17. februar. Sidste udstillingsdag søndag 14. april.
Birte Mølgaard arbejder både med direkte sansning overfor et motiv og med samlinger af billeder; klippet fra aviser og blade. Et andet udgangspunkt for Birte Mølgaards billeder er filmscener, der rummer hverdagens små tableauer. Se også kunstnerens hjemmeside: https://birtemoelgaard.dk/
Sverre Tveito Holmen betragter leret som en trofast og udfordrende sparringspartner. Keramikkens langsomhed er ifølge Holmen en kvalitet, der muliggør et arbejde med både det funktionelle og det fabulerende. De keramiske collageskulpturer fletter genkendelige hverdagsobjekter sammen med frie associationer og fortællinger. Nogle udtryk kan sågar betragtes som samfundskommentarer. Her er den humoristiske tilgang også tydelig. Se også kunstnerens hjemmeside: https://sverretveitoholmen.dk/
Udstillingen er åben torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 14-17.