Leif Kath udstillingen oktober-november 2019
Udstillingen kan ses på Holmen til og med søndag 1. december. Åbningstider tirsdag-søndag 12-17.
Leif Kath debuterede i 1969 på Charlottenborgs Forårsudstilling – og på udstillingen “1.-4. maj” i Morsø Kunstforening. Udstillingen er så meget sagt; der var nærmere tale om et arrangement, idet “1.-4. maj” var en “kontakthappening”, der i øvrigt afspejlede tidens strømninger.
I bogen “Kunst på Mors – en kunstforening i 25 år” (1986) skriver Knud Sørensen i afsnittet “Drømmen om det musiske menneske” om arrangementet (uddrag):
“… Det vil ikke være rigtigt at sige, at Morsø Kunstforening af 1961 var med i fronten af alt det nye. Men foreningen var med … Skal man fremhæve et vellykket arrangement, der mer end noget andet afspejler specielle strømninger i tiden, må det blive det, der blev kaldt “1.-4. maj”. Det var i 1969, dagene omkring St. Bededag. Formålet med arrangementet var, at folk skulle opleve kunstnerisk skaben på nært hold. De skulle opleve værkerne, mens de blev til, og de skulle om muligt inspireres til eller måske provokeres til selv at blive skabende.
Stedet var den gamle tekniske skole, og man drømte om, at arrangementet ville gennemløbe 3 faser: 1. Kunstnere møder Mors. 2. Morsingboere møder kunstnere. 3. Kunstnere og morsingboere finder sammen i fællesskab. Til at repræsentere kunstnersiden var 4 billedkunstnere, 4 forfattere og 1 komponist inviteret”.
– Bidrag af grafikerne Leif Kath, Vivian Rose, Allan Nilsson, og Jørgen C. Rasmussen, forfatterne Margrethe Berg, Kristen Bjørnkjær, Leif Hjernøe og Viggo Madsen samt komponisten Ole Buck. Red.
I forordet til en lille bog, kunstforeningen udgav senere i 1969, stod der bl.a.:
“Denne bog kan ikke reproducere arrangementet. Væsentlige ting mangler, f.eks. hele lydsiden, f.eks. kaffelugten og hele fornemmelsen af, at alting kunne have været anderledes i næste minut, men den bygger på det rent håndgribelige materiale, der forelå, da gæsterne rejste og de besøgende gik hjem, og værterne stod over for en spændende oprydning.”
Uddrag af bogen “Kunst på Mors – en kunstforening i 25 år”
Knud Sørensen, 1986.
Eva Pohl skriver om Leif Kath:
Skønhed og spændstighed uden støj
Med forfatteren Ernest Hemingways ord kan man sige, at Leif Kath kender kvaliteten af sin kunst ved at se på dét, han udelader. Det kræver mod og en klar tankegang. Leif Kaths kunst udspringer af lidenskabelig koncentration. Han er ikke en mand, der råber højt om sin kunnen. Han lader billederne tale. Og det gør de i et overbevisende klart, non-figurativt og smukt sprog med vibrerende liv. Det drejer sig med kunstnerens egne ord om at “reducere og koncentrere”. Og hans værker er de senere år blevet tiltagende intense og spændstige i deres udtryk. Vi træder ind i det centrale i det kunstnerisk skabende univers, når vi står over for malerier, tegninger, grafik og skulpturer af Leif Kath. For han tør dvæle ved det vibrerende, skabende felt. Som han selv karakteristisk udtrykker det, nærmer han sig det centrale, kreative udgangspunkt med ”nysgerrighed og ydmyghed”.
Vi står over for værker af en kunstner, der rummer en sjælden kombination af stor følsomhed og evne til at udelukke al unødvendig støj. Leif Kath kan i dag se tilbage på en kunstnerisk karriere med talrige udstillinger i hjem- og udland. Som den præmierede og omfattende, retrospektive udstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa i 2010, der vil huskes af det kunstelskende publikum for sin skønhed og atmosfære.
De efterhånden mange udstillinger i Galleri Weinberger i København og i Elizabeth Harris Gallery i New York markerer sig ligeledes. Værkernes stilistiske klarhed og præcision vidner om uhyre bevidste valg af billedelementer og farvesammenstillinger. Inspirationen opstår ofte i det nære, i oplevelsen af arkitektur eller nyskabende værker i kunsthistorien men også på længere udlandsophold, som på Civitella Ranieri i Italien i et internationalt, kreativt miljø. Yderligere fornemmer man – når man iagttager Leif Kaths raffinerede og ofte minimalistiske malerier og grafiske arbejder, der åbner for et åndeligt rum – et slægtskab med enkelheden og roen i japanske træsnit og japansk kunsthåndværk. Koncentration er netop et nøgleord i japansk kunst og kunsthåndværk, hvor det ikke drejer sig om fornyelse men om fordybelse. Og fordybelse er Leif Kaths særkende. Men, som han har forklaret undertegnede, drejer det sig også om at være klar over, hvornår man i det enkelte værk skal stoppe.
Bølgeformer – som er et gennemgående japansk motiv – kan man se i Leif Kaths smukke, store vaser til udstillingen på Kählers keramiske værksted, Næstved i 2001. Vasernes forenklede og kraftfulde sort/hvide vand- og bølgemotiv giver et særligt levende, sanseligt og frit udtryk. Bølgemotiver ses også i streg-ætsninger fra 2002. Store, keramiske fade fra samme periode understreger ligeledes det poetiske og universelle med motiver, som bringer tanken hen på nattehimlen. Fadene, som ligger i forlængelse af grafikken, blev udstillet på Trapholt i 2003.
Der går stærke, røde tråde – både mere konkret og i overført betydning i Leif Kaths kunst. Han genoptager ofte motiver, som han tidligere har arbejdet med og bearbejder dem på nye måder. Som den vigtige, grafiske serie “Jardin de Versailles”, 1978, som tager udgangspunkt i parkrummet i Versailles med kegleformede buske, en skulptur og markant perspektiv. Den drømmeagtige stemning i de enkelte ætsninger, hvor motivet er mere eller mindre fremtrædende, giver et scenisk, filmisk præg. Kompositionen i Versailles-serien synes at danne basis i flere af Leif Kaths senere værker, hvor han arbejder ud fra et centralt punkt. Det ses i en række linoleumssnit fra 2008/2009 med vibrerende bevægelser, der sender beskuerens blik ind mod centrum. Mod et skabende udgangspunkt.
Leif Kath var medstifter af den grafiske sammenslutning Trykkerbanden i 1971, og har siden bevæget sig fra det figurative til det stærkt forenklede udtryk. Afsættet for Leif Kaths kunst er en blanding af undren og taknemmelighed. I værker i intime formater skaber han stor skønhed og dynamiske rum ved hjælp af rene snit og små forskydninger, mens han holder sig helheden for øje. Han indkredser dét, man kunne kalde mulighedernes rum, snarere end han serverer pointer. Han tør gribe ud efter det uudsigelige. Derfor er det så fascinerende at følge med i hans kunstneriske produktion.
Detaljens betydning, de klare snit, den underliggende puls og det bevidst uprætentiøse udtryk er medvirkende til, at Leif Kaths kunstneriske bestræbelser bliver værdsat – både i Danmark og i udlandet. I mødet med hans kunst skaber beskueren et følelsesmæssigt rum. Leif Kath har modtaget flere legater og har haft en række tillidsposter. Således modtager han Statens Livsvarige ydelse for sit vedholdende kunstneriske arbejde, der omfatter facetteret refleksion, og han har modtaget Eckersberg Medaillen for sit konsekvente og karakteristiske formsprog. Leif Kath har siddet i Statens Kunstfonds Repræsentantskab, i Akademirådets Jury og i Akademirådet. Som beskuer føler man i det givende møde med Leif Kaths kunst, at man står på tærsklen til ny indsigt. Der er lys og liv i de monokrome felter, og man mærker spillet mellem kontrasterne. En energi, som udstråler ægthed i sin alt andet end højtråbende atmosfære. Men det kræver, at man som beskuer åbner sig for oplevelsen og lyset. Tanken bringes hen på Paul Cézannes akvareller, hvor det hvide papir spillede en selvstændig rolle som lysgiver og som pointering af immaterialitet.
Med Leif Kaths egne ord om de tilsyneladende motivløse, centrale felter i værkerne: “Måske er det det ubestemte i midten, der interesserer”. Det dynamiske spil mellem de åbne og de lukkede former i Leif Kaths kunst trækker et centralt sted i forfatteren Inger Christensens essay “Del af labyrinten” (1982) frem i erindringen, hvor hun fortæller om sine første æstetiske oplevelser, som har dannet kim til hendes kunstneriske arbejde: “en bred eng fuld af engkarse, en middagstime, da jeg spillede med min store vandbold mod en gloende husmur, en aften med tordenvejr, da vi sad i køkkenet og spiste jordbær”. Hun opfatter disse tidlige erindringer som tre billeder: “det åbne, endeløst skønne, det formålsløst energiske, trygheden ved ikke at være alene om det”. Disse uvurderlige, æstetiske oplevelser, som rummer stor følelsesmæssig dybde hos Inger Christensen, har et lys over sig, der går i dialog med Leif Kaths værker.
Som beskuer af Leif Kaths kunst kan man føle, at man er på bølgelængde med ham. Det betyder ikke, at det skal råbes ud.
Eva Pohl
Forfatter, kritiker, cand.mag., ph.d.
