Vibeke Sørensens tale til Finn Nygaard

Til lykke med udstillingen. Tak fordi du engang svarede ja til at udstille hos os i Morsø Kunstforening. Ikke noget der er en selvfølge, for selv om du har valgt at have hjemme på Mors, så færdes du hjemmevant i en meget større verden og denne udstilling kunne meget vel have fundet sine ydre rammer i Tokyo, i Istanbul eller i Texas.

Fernisering 2

Den engelsksprogede titel, Posters and so on, som du har valgt til udstillingen giver os i MK dejlig luft under vingerne og gør udstillingen klar til måske at flyve videre ud i verden.

Se, en poster/plakat tror vi jo alle vi ved, hvad er. Et blikfang i form af et billede og en tydelig tekst, der kan opfattes i et blik og et budskab der skal få os til at deltage i et arrangement eller mene et eller andet. Noget, der skal gå hurtigt og være effektivt som kommunikation. Det lever dine plakater fuldt ud op til, ellers var de ikke plakater, men de driller bare alligevel, de udvider sig og bliver til mere end det. Dine plakater indeholder nemlig altid flere lag og inspirerer til en erkendelse, en ny indsigt eller en bevidstgørelse og åbner op for nye både politiske og etiske dimensioner for os som beskuere. Der kan være alvor i munterheden og munterhed i alvoren hos dig, og derfor griber dine plakater os hver især, og heldigvis møder du også offentlig anerkendelse overalt i verden. Også i din fremstillingsform er der en dobbelthed, en helt særlig stil, hvor blandingen af tegningens eller fotografiets klare konturer suppleres med maleriets ubundne form og frie penselstrøg.

De tre små ord – and so on kan i sproglig henseende karakteriseres som et ideom, en frase, en kliche der dækker over alt det man ikke sådan lige kan eller orker gøre rede for – men hvis vi skal grave lidt i det ser vi allerede her på udstillingen noget af det, der er and so on – nemlig i dit arbejde med porcelæn, farvesætning af fly, og kigger I i katalogerne på hylden i cafeen vil I finde utallige eksempler på logoer, totaldesign for firmaer og museer, bogomslag og reklamer, frimærker og tæppedesign.

Men nu her på denne udstilling er det noget andet, vi vil forbinde med and so on – nemlig kalligrafien, der er centreret i hjertet af udstillingsrummet. Og det er ikke tilfældigt.

Mens plakater kommunikerer via billeder, kommunikerer kalligrafi traditionelt gennem ord, der skabes af abstrakte tegn. Dine kalligrafiske værker er imidlertid blottet for ord, men ikke for betydning, og tegnene står tilbage som det nonfigurative destillat af plakaterne. Som om den legende pensel, vi ser så ofte i dine plakater, har frigjort sig og skabt sin egen verden af næsten metafysisk og musikalsk karakter – mørkt møder lyst, hårdt møder blødt, let møder tungt, linje møder punkt – and so on.

Og så dækker and so on også over noget andet, mindre håndgribeligt, men lige så reelt og nærværende. Du har nu i en måneds tid forhåbentlig kunnet glæde dig over at være indtrådt i dit 61.leveår og oplevet, at det faktisk bare er and so on at fylde 60, og at fremtiden indeholder lige så meget arbejde, ideudvikling, engagement, nysgerrighed og åbenhed, som har præget dit liv hidtil. Og så er det faktisk ikke bare and so on, men også it goes on.

Denne udstilling er en markering af din 60 års fødselsdag den 11.8 – et tidspunkt, hvor vi desværre var forpligtet af andre aftaler og ikke kunne udstille dine værker. Vi er taknemmelige for, at det alligevel blev os, der kunne få lov til at markere dagen, og vi vil sige dig tak med et par billetter til Christina von Bülow koncerten den 23.10. i musikværket. Billetterne kan byttes til en anden forestilling, hvis I er forhindrede den dag.

 

Holmen, lørdag 19. september 2015.