af Knud Sørensen
Han bor i et landskab præget af så store linier, som kun et landskab i Thy kan være det. Han bor nær grænsen mellem frodige, fede bondejorder og de klitplantager, som har bragt sandet så nogenlunde i ro på den yderste barske bræmme af Danmark.
Han bor på et sted, hvor en voldsom natur og en disciplinerende kultur – og »kultur« skal her forstås i den bredeste betydning af ordet – til stadighed har udkæmpet en kamp om herredømmet og til stadighed har måttet indgå i skrøbelige balanceforhold.
Der, i balancepunktet mellem natur og kultur bor han. Og det er ikke bare et landskab, han bor i. Han bor også i et navn. Det var nobelpristageren Saint-John Perse, der i sin tid skrev: »Jeg vil bo i mit navn«. Erland Knudssøn Madsen behøver ikke at proklamere det. Hans kunst viser det utvetydigt.
Han bor også i sit navn. Læg mærke til navnet. Erland Knudssøn Madsen. Og læg især mærke til mellemnavnet Knudssøn, for her finder man en af nøglerne til forståelsen af ham og hans kunst.
Man tager næppe meget fejl, når man påstår, at 99 ud af 100 kunstnere, der ved dåben var blevet belemret med et navn som »Knudssøn«, hurtigst muligt ville have fortrængt det og ladet det degenerere til et »K.«, hvis det da ikke var blevet luget helt væk. Angsten for ikke at være moderne nok, angsten for at blive betragtet som »lokal«, som en slags hjemstavnskunstner, ville have motiveret det.
Sådan var – og er – han ikke. Den tidløse hr. Madsen havde behov for et fæste i tiden, den nyskabende Erland behov for at bevare traditionen tidløs. For ham er det lige så naturligt at lave et bomærke, der forestiller Heimdal med Gjallerhornet, til Højskolen i Thy, der om nogen vedkender sig den grundtvigkoldske tradition, som det er at arbejde sig ind i uudforskede mønstre og søge nye erkendelser og endnu ukendte og endnu uudgrundelige symboler.
Den kortest mulige karakteristik af ham lyder sådan: Han har rødder, og han har antenner, og indimellem har han tankevirksomhed. Det er billedkunstner, han er. Ikke specielt maler, ikke specielt grafiker, ikke specielt skulptør. Han har lært sig at vælge den udtryksmåde, der ikke begrænses af et speciale, men som er underordnet de krav, der stilles af den oplevelse, som han vil udforske og formidle.
Hans appetit på oplevelser er stor, mangfoldigheden i den verden, der optager ham, overvældende – og mangfoldigheden finder han i det nære, såvel i det øjeblikkelige som i de små forskydninger, der sker, mens tiden ikke står helt stille. Som han forklarer det i et af de digte, han har skrevet – for heller ikke digtet er som udtryksform fremmed for ham …
Til et portræt hører nok nogle ord om den portrætteredes udseende. I dette tilfælde er det ikke det mest spændende ved personen. Faktisk er udseendet det almindeligste ved ham, dog med øjnene som en afgjort undtagelse. Der er en energi i dem, som end ikke brilleglassene kan holde tilbage. Når man står og taler med ham, og han udvikler en af sine planer (visioner er tit et rigtigere ord, når der er tale om hans planer), ja så føler man ikke bare hans blik på sig, man føler sig gennemlyst af det, og hans idé og hans øjne finder igen sammen et sted ude i fremtiden, og fremtiden ligger et godt stykke uden for den, han står og taler med. Smittende er hans energi og hans tro på, at der er barrierer, der kun er til, for at man skal forcere dem. Og ligesom han i sin kunst bevæger sig i balancepunktet mellem natur og kultur, opererer han i sin mere »politiske « virksomhed også i et balancepunkt, nemlig det mellem det »almindelige dagligdags samfund« og kunsten. Som eksempler på noget, som han har sat i gang inden for det felt, er det naturligt at nævne »Thisted-Udstillingen«, som i 11 år har været med til at decentralisere kunstlivet i Danmark, og lokaltidsskriftet »det er nu det«, som i nogle år på trods af umulige økonomiske vilkår udtrykte og afsøgte kulturens nedslag i Thy og på Mors, og som havde det mål på én gang at »handle om« og at handle. Jeg vil ikke misforstås, og derfor skriver jeg ikke, at Erland er sine venners ven. Det ville kunne tolkes, som noget i retning af nepotisme. Men jeg tør påstå: Erland er ven af kvalitet, hvadenten han møder den i kunsten eller i andre former for liv og aktivitet.
Og de folk, som i hans øjne repræsenterer kvalitet, bliver hans venner. Dem slutter han sig til, dem indgår han samarbejde med. Sådan er det. Sådan er han. Og han er respekteret, også fordi han er villig til med sin målestok for kvalitet og sin decentrale indstilling at påtage sig tidskrævende og besværlige opgaver, som f.eks. medlemskab af et af Statens Kunstfonds tremandsudvalg for billedkunst.
Han er et af de mennesker, som burde have døgn på 48 timer. Det har han ikke, så han har i sit »egentlige« arbejde som billedkunstner hårdt brug for ethvert minut. Så hvis du en dag kommer forbi Døjholtvej i Hinding og hører en lyd, som måske får dig til at tro, at det er Jens Vejmand, der sidder i sit skjul og forvandler sten til brød, så er det ikke Jens Vejmand, men Erland Knudssøn Madsen, der er i færd med at forløse et stykke granits mening med sig selv. Så skal du lade være med at forstyrre ham.
Knud Sørensen
