Hanne Skjold Knudsen

Når stilheden svarer

Udstillingen åbnes lørdag 26. april kl. 11

Der er utrolig mange spørgsmål at stille, når det kommer til at begribe stilheden. Vi lever i et samfund, hvor stilheden har trange kår til trods for, at det synes at være noget, der er en stor længsel efter. En øget bevidsthed på alle planer er noget af det væsentligste for, at vi som menneskehed kan flytte os. Der er brug for, at vi gennem lytten og omsorg indad og udad tager ansvar for heling på både individuelt, relationelt, lokalt og globalt plan. Der er en essens i verden, som kalder på at blive hørt.
Hanne Skjold Knudsens praksis kredser til stadighed om, hvordan vi kan nærme os bevidstheden og essensen og altings forbundethed. Jeg benytter meditation og en mikrofænomenologisk tilgang i min praksis og proces. Som en dyb lytten ind i de øjeblikke, hvor noget bevæger sig og responderer. Der hvor et møde og en resonans opstår. Gennem processen med værkerne har målet været at undersøge stilheden for at skabe rum og åbenhed for stilhedens svar.
Donna Haraway har i begrebet “Kin and Kind” beskrevet idéen om, at alt du føler et slægtskab og en forbundethed med, vil du også ønske at drage omsorg for. Det åbner for veje i forhold til en forbundethed med alt levende. Hartmut Rosa blotlægger, hvordan vi som sen-moderne samfund og individer er fanget i en tilstand, hvor livet trækker sig tilbage fra os, fordi vi forsøger at fastholde og kontrollere det. Rosa mener, at livet først er til stede, når der er balance mellem det kontrollerbare og ukontrollerbare. Der hvor en åbenhed i for-hold til alle livets aspekter, også døden, opstår. Begge peger på nødvendigheden af at være i stilheden og nuet for at kunne opfange resonansen og åbne for forbundethed, medfølelse og omsorg på alle planer.
Udstillingen “Når stilheden svarer” spænder i sit udtryk bredt med installation, konceptuelle værker, malerier, grafik og et interaktivt værk, hvor beskueren har mulighed for at tage dele af værket med ud i verden. “At arbejde mikrofænomenologisk er som at skrue op for bevidsthedens lys og sensitivitet, som at pudse sindets spejl.” Vækstcenteret, Nr. Snede.

FUGL, 2022. Fragmenteret svane.
Rhizom, 2021. Indfarvet tekstil, sytråd og hudlim.