Aarhus Kunstakademi Keramik

Udstillingen åbner lørdag 1. marts kl. 11

Seks nyuddannede keramiske billedkunstnere fra Aarhus Kunstakademi præsenterer værker fra deres afgangsudstilling i foråret 2024. Aarhus Kunstakademis keramiske afdeling dygtiggør eleverne bredt  inden for de keramiske discipliner, og der arbejdes både eksperimenterende og med traditionelle metoder. Det er således resultatet af fire års vedholdende og undersøgende arbejde med keramik, afgangseleverne viser på Holmen i Nykøbing Mors. Efter udstillingen hos MK61 viser de seks kunstnere deres værker på Clay i Middelfart. Der er derfor ikke tale om en salgsudstilling.

Kirsten Charles Stavnsholt Jeg er en vådeng · Fisk i fad og Ørredæg
Susanne Aaes Down the Rabbit Hole – Ingen kan leve uden guld

BENTE ØSTERGAARD SØRENSEN “BRÆNDTE INDTRYK” er en serie keramiske cylindre, skabt med råmaterialer fra Mors.
ELSE RØNNE “HARMONISK UBALANCE” – en borddækning uden konventionelle serier af ens dele.
KAROLINE BACH LARSEN “MURVÆRK ER FLETVÆRK”. Karoline tager afsæt i en række kulturhistoriske teorier om sammenhængen mellem vævemetoder og lerets udtryk i arkitekturen.
KIRSTEN CHARLES STAVNSHOLT “JEG ER EN VÅDENG” er en samling af håndmodellerede objekter, hvor fisk og insekter kommer i klemme, og nye arter viser sig.
SUSANNE AAES “DOWN THE RABBIT HOLE” – en leg i et eventyrligt univers, en fortolkning af et middagsbord.
YOKO MEINERTZ “FORMENS POESI” er en søgen efter den usynlige tiltrækning af brugsgenstande, der ligger udover deres funktion.

Læs mere om de enkelte kunstnere nedenfor

Else Rønne Harmonisk ubalance
Bente Sørensen Brændte indtryk
Yoko Meinertz Formens poesi – stentøjsstøbeler
Karoline Baclar Murværk er fletværk

Præsentation af kunstnerne

BENTE ØSTERGAARD SØRENSEN @be_art_sorensen

Brændte indtryk

Bente Østergaard Sørensen præsenterer en serie keramiske cylindre, skabt med råmaterialer fra Mors. Ved at sammensætte drejede cylindre med både rå og glaserede overflader opstår der en dyb og udtryksfuld kontrast. Disse elementer er kernen i Bentes værk, hvor hun skaber sin egen skov, der trækker spor fra nære og fjerne livsindtryk.

I processen eksperimenterer Bente med forskellige teknikker, herunder håndens aftryk i leret, bearbejdning af ler, udvikling af glasurer og brændingsmetoder med det formål at forfine sit eget personlige udtryk. Formmæssigt eksperimenteres der med mange variationer, lige fra skulpturelle objekter til krukkeformede cylindre.

Inspirationen strækker sig bredt fra de smukke aflejringer på Hanklit til de fortryllende bambuslunde i Japan. Bambussen er symbolet på styrke, forbindelse og fleksibilitet. Denne fortælling har formet værket “Brændte indtryk”.

ELSE RØNNE elseroennekeramik.dk

Harmonisk ubalance

Else Rønnes formgivning af brugskeramik har fokus på asymmetri i forhold til det traditionelle centrerede formsprog og eksperimenterer med at forene kontraster og variation i form, farve, materiale og taktilitet. Hun arbejder i stentøj og porcelæn og anvender teknikkerne støbning, drejning og inddrejning.

I Elses arbejde er det essentielt at udfordre den forventelige og traditionelle symmetri – at tilføre en ubalance, som skaber visuel undren og nysgerrighed, samt at arbejde på grænsen af funktionalitet og teknik. Æstetik og sanselighed tillægges her lige så stor vægt som  brugsværdi og funktion.

Værket “Harmonisk ubalance” præsenterer en borddækning uden konventionelle serier af ens dele. I stedet er alle deleunikke men alligevel forbundne gruppevis i et fælles formsprog og kan kombineres på forskellige måder.

KAROLINE BACH LARSEN @karoline_baclar

Murværk er fletværk

Samlet værkbeskrivelse: Tektonik: “Læren om opbygning og sammenføjning af elementer til en helhed, fx i arkitektur eller kunst”. – Den Danske Ordbog. Værkerne tager afsæt i en række kulturhistoriske teorier om sammenhængen mellem vævemetoder og lerets udtryk i arkitekturen. Med inspiration fra arkitekt Gottfried Sempers bog ‘Der Stil in der technischen und tektonischen Kunsten’ fra 1860-62, bevæger Karoline Baclar sig i et spændingsfelt mellem keramik, vævning og arkitektur. Gottfried Semper pegede bl.a. på ligheder mellem murværkets forbandt og fletværk og vævede tekstiler. Da man i forhistorisk tid overgik fra flettede vægge til murede vægge, var der efter Sempers overbevisning en rest, som blev tilbage – både visuelle spor og ligheder i konstruktionen. Når murstenen bliver sat sammen med andre mursten, ophæver den sin egen identitet og bliver en samlet masse, ligesom tråden bliver til et samlet klæde. Semper ser dette som resultat af en overført teknisk kunnen, nedarvet gennem utallige generationer.

Karoline Baclars værker arbejder med, hvordan teknik og æstetik gensidigt komplementerer hinanden, hvilket er kendt i kunsthåndværk og arkitekturhistorien. Værkerne er abstraktioner, der uden funktion sætter fokus på konstruktionens æstetik.

KIRSTEN CHARLES STAVNSHOLT @clayandkisses

Jeg er en vådeng

Værket består af en samling håndmodellerede objekter, hvor fisk og insekter kommer i klemme og nye arter viser sig. 

Kirsten bor i Funder Ådal, der hvor isen fra istiden stoppede lige inden Jyllands højderyg. Derfor er naturen kuperet og fyldt med vand. For 20 år siden var engen i ådalen et dambrug. Her blev produceret tons og atter tons af ørreder. Engen er blevet renset op og er kommet sig over mange års fiskelandbrug. Nu er det en vådeng, som er regenereret oven på dambruget. Den er vibrerende og huser insekter, blomster og søgræs på en seng af kildevæld.

Historien om transformationen fra dambrug til vådeng giver form til Kirstens værk “Jeg er en vådeng”. Den rummer mørket og dystopien i forandringsprocessen. Det er uvist, hvilke skabninger, der gemmer sig i dyndet, og om der opstår nye hierakier. Kirsten forestiller sig en verden over jorden og en underverden. I sin proces opdager hun sit slægtsskab med engen.

SUSANNE AAES @susanneaaes_glaskunst

Down the Rabbit Hole – Ingen kan leve uden guld

“Down The Rabbit hole” er en leg i et eventyrligt univers, en fortolkning af et middagsbord. Med inspiration fra Tim Burtons filmatisering af Alice i Eventyrland og Miyzakis japanske tegnefilm skaber Susanne Aaes en parallel verden i en forvrænget virkelighed.

Ved brugen af forskellige virkemidler og materialer såsom ler, guld, glas og boblende glasurer skabes der overdådige kompositioner af mad – fade af østers, kylling, gris og brød. Installationen skaber sanseindtryk af ødselhed og overflod, som styrker den eventyrlige finurlighed og leder beskueren ind i “The Rabbit Hole”.

YOKO MEINERTZ @y_meinertz

Formens poesi

De fleste værker er lavet af stentøjsstøbeler i forskellige gipsformer. Resten er modelleret med stentøjsler i plade. Formerne er skabt ud fra de funktionelle brugsting i Yokos hjem. Værkerne er sammensat for at skabe nye former af ting, der ikke længere har brugsfunktion. Yoko Meinertz søger efter den usynlige tiltrækning af brugsgenstande, der ligger udover deres funktion. Den ubeskrivelige tiltrækning, der gemmer sig bag den velkendte og funktionelle form.

Tager man funktionaliteten ud af en brugsting, har den så stadig sin berettigelse? Med det afsæt undersøger Yoko, om genkendelige former uden deres funktion kan skabe nye dynamikker og oplevelser, nu hvor de er taget ud af den oprindelige kontekst.

Formernes overflade er monokrome, for at skabe ro til den rene form. En verden udtrykt i hvid, kan i sin ro være dybere end en verden i farver. En dyb, farveløs verden kan vise mere end hvad man kan se med det blotte øje.