Kirsten Klein sommerudstilling

Kirsten Klein udstiller fotografier, landskaber og portrætter, 14.6. – 14.9. 2014. Fernisering lørdag 14. juni kl. 11.

Bondeslutspil

GLIMT FRA BONDESLUTSPILLET

Titlen på Kirsten Kleins sommerudstilling i Morsø Kunstforening refererer til bogen Bondeslutspil, som Knud Sørensen og hun udgav i 1980. Bogen udgøres af en tekstcollage bestående af dokumentariske klip, digte og noveller og – i denne sammenhæng det vigtigste –  fire billedserier: Det daglige liv, Landsbyen, Portrætter og Teglværk. Nyere fotografier er kommet til på udstillingen og afspejler, at bondeslutspillet ikke er et drama med en endelig afslutning eller entydig vinder, og atder er sket markante ændringer i samfundet, vores livsmønstre og værdier siden da.

Det er glimt fra en verden, der allerede for 35 år siden var truet. Vi møder mennesker i deres stuer, i arbejdet, i de landskaber, de levede i. Kirsten Klein skildrer naturen, landsbyen, fællesskabet, men også ensomheden, forbundetheden med gården, jorden og en stille afmagt over for den udvikling, der har omskabt bondekultur til industrikultur.

Det er billeder fra en tid der umærkeligt er blevet historie. I en sådan grad, at billedernes fremstillinger af de enkle glæder, det simple liv, beskedenheden, nærheden til natur og naboer nærmest er blevet drømmen for den fortravlede familie, der køber ødegård i Sverige, for ideen bag Christianias landsbyatmosfære og de mange forsøg på at skabe forpligtende fællesskaber i både den ældre og nye boligmasse.

Bondeslutspillet har fået nye dimensioner i 2014, måske endnu mere brutale og med endnu flere alvorlige konsekvenser for os alle og den natur, der omgiver os.

I kraft af værkernes dokumentariske udsagn, om ikke blot en livsform, men en hel kulturs langsomme afvikling, stiller billederne et alvorligt spørgsmål til de politiske og økonomiske kræfter, der uden reel omsorg for balancen i landet, lader udviklingen styre af forestillingen om, at økonomisk profit til enhver tid bør gå forud for menneskelige hensyn og behov.

Se årets program her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *